Langt færre mennesker dør af AIDS

Ifølge agenturet UNAIDS, som vurderer omfanget af smittede, er 35,3 millioner mennesker på verdensplan inficeret med HIV i dag, mens der sidste år var 1,6 millioner mennesker, der døde efter at have udviklet AIDS.

Det er en positiv fremgang fra 2005, hvor der var 2,3 millioner mennesker på verdensplan, som mistede livet som følge af en AIDS-relateret sygdom.

Ifølge FN er det den stigende adgang til behandling, som kan forklare den positive udvikling. I 2011 blev medlemslandene enige om en målsætning om, at 15 millioner mennesker skal have adgang til HIV-behandling i 2015. Siden har mange lande skruet op for adgangen til den livsvigtige medicin, og da forskning nu har vist, at en tidlig indsats mod den farlige sygdom kan reducere dens spredning, har Verdenssundhedsorganisationen WHO presset på for nye mål, så antallet af mennesker i behandling skal øges med yderligere ti millioner.

Den opfordring ser UNAIDS’ administrerende direktør, Michel Sidibé, gerne verdenssamfundet følge.

»Ikke alene kan vi opfylde 2015-målet om 15 millioner mennesker i HIV-behandling, vi kan også overstige det og sikre, at ingen bliver glemt,« udtaler han i forbindelse med udgivelsen af rapporten.

Dagens Gossip

Dagens TV