Lanzarote afløser Egypten

Skrevet af Elo Christoffersen

25/09/2013

Mest læste i dag

Den spanske ferieø Lanzarote bliver fra 20.december nyt rejsemål for Bravo Tours - delvist som en erstatning for de aflyste rejser til Egypten på grund af de politiske uroligheder.

- Lanzarote er først og fremmest et spændende rejsemål, som vi længe gerne har villet præsentere som et supplement til de tre øvrige kanariske øer i vores vinterprogram, siger Bravo Tours’ administrerende direktør, Peder Hornshøj, i en pressemeddelelse.

Lanzarote ligger blot 128 kilometer fra Afrika og er den fjerdestørste af De Kanariske Øer og er som de øvrige et resultat af vulkansk aktivitet. Overalt på øen ses kegleformede vulkantoppe og rester af sammenstyrtede vulkankegler.

Læs også: Singler på ferie leder efter deres livs kærlighed

Den 846 kvadratkilometer store ø med 142.000 indbyggere er mest kendt for sine store idrætsarrangementer og træningsfaciliteter. Der er ideelle forhold for blandt andre løbere, cykelryttere, triatleter og surfere.

Vulkanen og nationalparken med samme navn Timanfaya er omdrejningspunkt for masser af aktiviteter på Lanzarote. De meget kuperede veje gennem de øde lavalandskaber tiltrækker tusinder af cykelmotionister, og på kraterkanterne kan man vandre i - og ofte over - skyerne. Det er overkommeligt for de fleste at bestige vulkanerne.

Den højere top (Pañas del Chache) er 671 meter over havoverfladen.

Blandt Lanzarotes mange vulkanske attraktioner er verdens længste vulkantunnel, Atlántis-tunnelen, der strækker sig mere end syv kilometer ud under havbunden.