Lars Bak er på vej mod topformen med næsten rask krop

Skrevet af admin

06/07/2016

Dagens topnyheder

Da Lars Bak (Lotto Soudal) hamrede i asfalten i slutningen af årets Giro d'Italia i maj med adskillige skader til følge, tydede intet på, at han skulle køre Tour de France i år.

Men den 36-årige cykelkriger trodsede alle odds, meldte sig klar, og med et enormt arbejde på årets længste etape i Touren tirsdag stemplede han for alvor ind i løbet.

- Min krop og mine ben bliver bedre og bedre. Vores fysioterapeut føler også, at det bliver bedre og bedre, og han begynder at skrubbe godt på ryggen. Det begynder at sige knæk på den gode måde deromme, så det er ved at løsne sig det hele, siger Bak.

- Så jeg er rigtig tilfreds med, hvordan det udvikler sig.

Det var først midt i juni, et par uger fra Tour-starten, at Lars Bak første gang kom tilbage på sin racercykel efter styrtet, fordi hans skader i overkroppen ikke kunne forenes med at træne på racercykel.

Bak kæmpede hver eneste dag, og da holdet blevet udtaget i sidste øjeblik, var danskeren blandt de ni udtagne.

Alligevel var det med nogle betænkeligheder, at Lars Bak gik ind til Tour de France, da han ikke kendte sit eget niveau efter skaden.

- Jeg har været nervøs - også for, om jeg kunne levere varen, siger danskeren.

- Men nu førte jeg 110 kilometer (tirsdag, red.), lyder det fra Bak, som lader forstå, at tvivlen om egen formåen er ved at være væk efter den præstation.

/ritzau/