Lars Bak: Jeg ville fandeme gerne have vundet

Skrevet af admin

04/08/2015

Mest læste i dag

Han er blevet nummer to samlet i de seneste to års udgave af Post Danmark Rundt. Derfor er drømmen for den 35-årige silkeborgenser Lars Bak at stå øverst på podiet, når løbet slutter på Frederiksberg lørdag.

I årets første etape måtte han dog endnu engang nøjes med at være næstbedst, da hollandske Lars Boom fra Astana var for hurtig for Lars Bak, da feltet sluttede af med tre omgange gennem Holstebro. Det ærgrer den rutinerede Lotto Soudal-rytter.

- Jeg ville fandeme gerne have vundet, men Lars Boom var stærk, siger Lars Bak i det regnvåde målområde.

Det var ellers ikke fordi, at Lars Bak ikke forsøgte, men de sidste marginaler manglede for at slippe helt væk fra den seks mand store gruppe, som han var en del af.

- Jeg angreb to gange, og så kørte Lars Boom kontra, og så ville de andre have mig til at lukke hullet. Jeg prøvede at levere varen i dag og selv åbne ballet inde på omgangen, men lige nu er jeg toer sammenlagt, og jeg vil fortsætte af den linje, siger Lars Bak.

Der er også blevet opbygget store forventninger til, at Lars Bak tager den samlede sejr i løbet, da tredje gang siges at være lykkens gang.

Med tirsdagens gode start på Danmarks største etapeløb, så lever drømmen fortsat i bedste velgående hos Lars Bak, som selv har en samlet sejr som målsætning.

- Det har jeg helt sikkert. Presset har været højt på mig inden løbet, og nu ligger jeg godt til i klassementet. Folk siger, jeg skal vinde Danmark Rundt, men så nemt er det heller ikke, siger han.

Onsdag byder på den længste etape i nyere tid, når Lars Bak og de øvrige ryttere skal ud på 235 kilometer fra Ringkøbing til Aarhus.

/ritzau/