Lars Bak øjner podiechance efter nyt favoritfald

Skrevet af admin

14/07/2014

Dagens topnyheder

Efter Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) mandag styrtede og udgik af Tour de France, er løbets to største favoritter ude af løbet. Allerede på 5. etape udgik den forsvarende vinder, Chris Froome.

Det åbner op for andre ryttere, og Lottos Jurgen Van den Broeck kan måske endelig indfri drømmen om en plads på podiet i Paris, vurderer hans danske holdkammerat hos Lotto Lars Bak.

- Det er synd for løbet. Først Mark Cavendish, så Chris Froome og nu Alberto Contador. Skal Van den Broeck nogensinde på podiet, skal det være i år, når flere stjerner er ude, siger Lars Bak.

Belgieren ligger efter 10. etape på 11.-pladsen.

På mandagens etape var Lars Bak på hårdt arbejde i forsvaret af Tony Gallopins gule førertrøje. Det lykkedes dog ikke.

Astanas Vincenzo Nibali vandt etapen og tog samtidig førertrøjen.

- Det var en fornøjelse at køre for at forsvare den gule trøje. Vi kæmpede hårdt for det. Alt i alt gjorde vi vores pligt, og vi døde med skoene på, siger Bak.

Tirsdag venter løbets første hviledag.

/ritzau/