Lars Barfoed kræver billigere øl- og sodavand

De Konservatives formand Lars Barfoed kræver afgifterne på øl- og sodavand ned som del af en aftale med regeringen om en vækstplan.

Og det krav står han fast på, selvom flere butikker syd for grænsen står klar til at sænke priserne, hvis regeringen lemper afgifterne på øl og vand.

Dermed er grænsebutikkerne klar til at modarbejde en central del af den vækstplan, som finansminister Bjarne Corydon (S) forsøger at få i stand med Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative.

- Detailhandlen i Danmark er hårdt presset. Vi kan se, hvordan butikkerne lukker, og skal vi sikre, at danskerne i højere grad handler i den lokale butik, så er det altså vejen frem, at vi sætter afgifterne på de grænsehandelsfølsomme varer ned, siger Lars Barfoed.

Det kan koste statskassen omkring 500 millioner kroner at sænke afgifterne, så danske butikker kan sælge deres øl og sodavand billigere.

Men hvis forslaget vedtages, så vil det ikke have en effekt på grænsehandlen, mener administrerende direktør for Fleggaards detaildivision, Mike Simonsen, der er en af de absolut største aktører i den dansk-tyske grænsehandel:

- Det er klart, at vi ikke bare sidder og ser til uden at reagere på det. Sænker man priserne i Danmark, må vi jo beslutte, om vi ikke bare sænker dem tilsvarende hernede. Og så er det jo en rigtig tabersag for Danmark, siger han til Ritzau.

Den udmelding ændrer dog ikke noget, siger Lars Barfoed.

Spørgsmål: Risikerer I ikke, at grænsebutikkerne sætter priserne ned, så pengene er spildt?

- Jeg anerkender slet ikke den logik. Der skal være konkurrence, og der kan butikkerne i Tyskland, Danmark og Sverige konkurrere om, hvem der kan være mest effektive. Vi vil sikre, at der er mere lige konkurrencevilkår.

Spørgsmål: Men grænsebutikkerne ser netop det her som en konkurrence, risikerer man ikke, at de slår tilbage med at sætte priserne ned?

- Vi skal ikke drive detailhandel, vi skal lave lovgivning. Vi skal sikre, at danske butikker har så lige vilkår som muligt. Og det har man ikke, når afgifterne er højere, siger Lars Barfoed.

/ritzau/

 

Dagens Gossip