Lars Eller bliver Danmarks tredje NHL-spiller ved VM

Skrevet af admin

11/04/2016

Mest læste i dag

Først gav Nikolaj Ehlers tilsagn. Så fulgte Jannik Hansen trop. Og mandag aften har Lars Eller sørget for et dansk NHL-hattrick ved ishockey-VM i næste måned.

Forwarden fra Montreal Canadiens har fået grønt lys til at deltage, efter at den traditionsrige klub ikke kom med i slutspillet i den nordamerikanske liga.

- Jeg synes, at det ser rigtig spændende ud. Jo flere spillere med NHL‐erfaring og spidskompetence fra den liga, som vi kan få med, jo bedre er det for landsholdet.

- Jeg kommer med en stor lyst til at spille sammen med de andre gutter, siger Lars Eller i en pressemeddelelse fra Danmarks Ishockey Union.

Eller spillede senest på det danske landshold ved VM i Stockholm i 2012, men selv om det var før, Jan Karlsson blev dansk landstræner, kender de to alligevel hinanden fra svensk ishockey.

‐ Det bliver rigtigt interessant at få lov at arbejde med Lars igen – senest vi havde den mulighed, var jo da vi begge var i Frölunda.

- Med Lars får vi en centerspiller i høj klasse som sæson efter sæson har holdt et højt point snit i verdens bedste ishockeyliga, siger Jan Karlsson.

Lars Eller endte på 13 mål og 13 assister i 79 kampe for den canadiske storklub, der havde en skuffende sæson.

/ritzau/