Lars Gårn Hansen bliver ny vismand

Skrevet af admin

17/08/2015

Mest læste i dag

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har udnævnt professor Lars Gårn Hansen, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet, til nyt medlem af formandskabet for De Økonomiske Råd, også kendt som de økonomiske vismænd.

Det oplyser Finansministeriet.

Han afløser den nuværende vismand Eirik Schrøder Amundsen, der har været medlem af formandskabet siden 2007.

Lars Gårn Hansens forskning fokuserer på miljøøkonomiske problemstillinger, herunder regulering, kontrol og håndhævelse. Han har deltaget i en række udvalg og arbejdsgrupper vedrørende regulering af miljøproblemer.

Formandskabet for De Økonomiske Råd består herefter af professor Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, Københavns Universitet, der sidder på posten som overvismand, professor Michael Svarer fra Aarhus Universitet, professor Carls-Johan Dalgaard, Københavns Universitet samt altså fra udgangen af august professor Lars Gårn Hansen.

Medlemmerne af De Økonomiske Råd er repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, Danmarks Nationalbank, regering og interesseorganisationer. Men rådene ledes af fire uafhængige økonomer, vismændene.

De Økonomiske Råd er betegnelsen for Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd. Rådenes formandskab leverer uafhængig rådgivning til landets økonomiske og miljøøkonomiske beslutningstagere.

/ritzau/