Lars Hedegaards hemmelige adresse lå på nettet

Efter blot tre klik på internettet lykkedes det DR at finde Hedegaards adresse, som stod i CVR-registeret, hvor alle danske virksomheder er registeret.

- Det var jeg selvfølgelig ikke glad for at høre. Det er ærgerligt. Specielt taget i betragtning af, at der er udfoldet betydelige anstrengelser for at sikre mig en bolig, hvor jeg kan bo i fred og sikkerhed, siger Lars Hedegaard.

Han er involveret i to virksomheder, og derfor fremgik hans hemmelige adresse af CVR-registeret. PET har nu fjernet hans adresse fra registeret, men efterretningstjenesten oplyser til DR Nyheder, at det fortsat kan være muligt at finde frem til Hedegaard.

- Lars Hedegaard er en offentlig kendt person, der fortsat lever under eget navn og jævnligt optræder i offentlige sammenhænge. Derfor vil det også fortsat være muligt at fremskaffe oplysninger om Lars Hedegaards bopæl, skriver Lotte Holmstrup, kommunikationsrådgiver i PET, i en mail.

Hovedpersonen selv siger, at han også fremover vil have en vis form for frihed.

- Jeg vil jo heller ikke leve i et fængsel. Det er en afvejning af at leve et nogenlunde sikkert, men også et frit, liv, siger Lars Hedegaard til DR Nyheder.

Dagens Gossip