Lars J. om første KIF-titel: Meget befriende

Skrevet af admin

09/03/2014

Dagens topnyheder

KIF Kolding København sikrede holdfusionens første titel, da klubben søndag eftermiddag strøg til tops i pokalturneringen med en finalesejr på 28-24 over Bjerringbro-Silkeborg.

Og triumfen kom som en lettelse for KIF's rutinerede forsvarsgeneral Lars Jørgensen.

- Det føles rigtig godt og meget befriende, fordi vi er en klubkonstellation, der fra start af har meldt ud, at vi skal vinde titler. Så at få den første i hus efter halvandet år var skønt. Det er jeg meget stolt over.

Lars Jørgensen, der har masser af titler på cv'et, rangerer søndagens pokalsucces højt på sin personlige liste.

- Selvfølgelig kan EM-guld med landsholdet virke større, men man skal altid se sejrene ud fra de kræfter, man har lagt i dem.

- Jeg synes, at vi i KIF Kolding København har slidt og slæbt i halvandet år, så derfor vægter titlen tungt. Der er mange mennesker, der har kæmpet som gale for at få det her til at lykkes, siger den tidligere landsholdsprofil.

KIF Kolding København var foran i næsten hele finalen, men Lars Jørgensen følte sig ikke sikker på sejren før til allersidst.

- Ligesom i semifinalen mod HC Midtjylland var vi heldige med at få skabt et forspring på en tre-fire-fem mål, og det er altid rart at have en buffer, så man har råd til at begå et par fejl.

- På en måde følte vi, at vi var i god kontrol, men vi ved også, at mod BSV's stærke kontraer og Kristian Kjelling som en x-faktor kan fire mål pludselig være et meget lille føring.

Allerede onsdag spiller KIF Kolding København første kamp i DM-slutspillet - i øvrigt imod Bjerringbro-Silkeborg - men søndag aften skal der være plads til fejring, lyder det fra Lars Jørgensen.

- Man skal have lov til at glæde sig, når man når de mål, man har sat sig. Så vi skal alle hygge os lidt nu, men vi ved også godt, at vores sæson langt fra er færdig. Vi skal stadig gøre en god figur i kampen om DM og i Champions League.

/ritzau/