Lars Jacobsen glæder sig til at få kamptræning

Skrevet af admin

08/06/2015

Dagens topnyheder

Når det danske fodboldlandshold mandag tager imod Montenegro i en venskabskamp, skal opgøret bruges som en generalprøve inden EM-kvalifikationsbraget mod Serbien i den kommende weekend.

Det siger højrebacken Lars Jacobsen, der glæder sig til at få noget kamptræning.

- Vi skal bruge kampen til at blive klædt på til Serbien. Det er en forberedelseskamp, og det bliver en fin generalprøve. Det vigtigste er bare, at vi får nogle minutter i benene, lyder det fra Guingamp-spilleren.

- Uden at jeg kender så meget til Montenegro, ved jeg dog, at vi kan drage stor nytte af kampen. De er fra samme region som Serbien, og jeg tror, at de har nogenlunde samme mentalitet og spilsystem.

13. juni får Danmark besøg af Serbien i Telia Parken. Med en sejr kan Danmark tage et stort skridt mod kvalifikation til EM-slutrunden i Frankrig næste år.

- Vi kender alle sammen de her "balkandrenge", der traditionelt er teknisk gode og kan noget på egen hånd. Det er nok ikke tilfældigt, at Morten (Olsen, red.) har valgt netop Montenegro som modstander, siger Lars Jacobsen, der spiller sin landskamp nummer 74.

Kampen mod Montenegro fløjtes i gang mandag klokken 20 på Energi Viborg Arena.

/ritzau/