Lars Jacobsen har måske takket af i Europa

Skrevet af admin

11/12/2013

Mest læste i dag

Da FC København tirsdag aften i Parken tabte 0-2 til Real Madrid i Champions League-gruppespillet, spillede Lars Jacobsen muligvis sin sidste europæiske klubkamp.

På spørgsmålet om netop det, svarer den 34-årige højre back:

- Det er et godt spørgsmål. Man kan sige, at jeg har kontraktudløb til sommer, men jeg regner absolut ikke med at stoppe min karriere til sommer, så nu må vi se.

- Det kommer an på, hvor jeg skal fortsætte min karriere, og om det så betyder europæisk fodbold eller ej.

Spørgsmål: Hvis det var din sidste europæiske kamp, var det så en god afslutning mod netop Real Madrid?

- Man håber aldrig på at slutte af, hvis det ender med at blive tilfældet, med et nederlag. Men sådan er det. Når man spiller i FC København og skal møde Real Madrid, så er det svært, siger landsholdsspilleren.

FCK endte med nederlaget på sidstepladsen i gruppe B med fire point for de seks kampe. Luka Modric og Cristiano Ronaldo scorede målene for Real Madrid i Parken.

/ritzau/