Lars Jacobsen træt af snakken om at være på vej

Vi er på rette vej. Det er en proces, og holdet skal bygges op igen. Sådan har snakken længe lydt fra FC København-lejren, Det gider holdets anfører ikke høre på længere.

- Det er altså tid til, at vi tager os sammen. Der skal ske noget. Vi har snakket nok. Nu skal der point på kontoen, så er jeg sådan set ligeglad, hvordan vi spiller efterhånden. Vi skal vinde, det er indiskutabelt, siger Lars Jacobsen, der refererer til FCKs generelle form for tiden.

I den hjemlige liga er FC København lige nu nummer 11. Det er historisk dårligt efter 10 kampe af sæsonen. I Champions League har holdet præsteret ganske fornuftigt. 1-1 i første kamp mod Juventus var selvfølgelig mere end godkendt, og i aftes tabte FCK så 0-4 på udebane til Real Madrid. Efter en rimelig start på gårsdagens opgør faldt de forsvarende danske mestere sammen i anden halvleg. Der var de personlige fejl og tempoet til forskel på det spanske og danske mandskab. Sidstnævnte vil Lars Jacobsen gerne tage med fremadrettet.

- Den her kamp var en bonus. Ingen forventede noget af os. Nu håber jeg bare på, at vi kan tage tempoet fra kampen med os videre ind i Superligaen, så er der intet at være nervøs for, siger Lars Jacobsen, der har erkendt, at den nuværende situation i FC København er alvorlig.

- Der skal ske noget. Vi var på rette vej, men så går vi til Brøndby og ødelægger det. Der har været nok snak, nu skal der handling til. Vi er nummer 11 i Superligaen, alligevel tror jeg, at det er de færreste derhjemme, der ville kunne gå herned og præstere så godt som os. Det skal vi tage med os og få knaldet igennem i Superligaen. Det er sgu ikke til at holde ud andet, siger højrebacken.

Sammen med sine holdkammerater kom han i problemer mod Real Madrid på Bernabéu i den spanske hovedstad. Det var ikke, fordi hjemmeholdet var særligt imponerende. Deres langsomme start på kampen holdt dog ikke ved, og så hjalp FCK også Real Madrid lidt på vej, mener Lars Jacobsen.

- Vi ødelægger det for os selv, for vi scorer nærmest målene for dem. Det er for åndssvagt. Så står vi her og har tabte 0-4. Vi må aldrig tabe 0-4 til dem på sådan en dag. Selvfølgelig spiller Real Madrid godt, men vi tillader dem at få chancer i områder, hvor vi ellers er stærkest. Så står man med en dårlig smag i munden bagefter, siger Jacobsen.

FC Københavns to kommende kampe er mod tyrkiske Galatasaray, og hvis danskerne skal have en sejr i dette års Champions League, så ser det ud til, at den skal komme her.

Dagens Gossip