Lars Jacobsen tror på Cornelius-succes i Premier League

Selv har Lars Jacobsen gennem sin karriere repræsenteret Everton, Blackburn og West Ham i Premier League, hvor kometen Andreas Cornelius ventes at spille fra på mandag, såfremt han består det obligatoriske lægetjek hos oprykker-holdet Cardiff.

33-årige Lars Jacobsen vurderer ud fra egne erfaringer, at den snart tidligere holdkammerat i FCK Andreas Cornelius kan gå ind og blive en succes fra starten.

- Det kan han sagtens. Men som angriber bliver du målt efter, hvor mange kasser du laver, og når han bliver købt for så mange penge, så forventer de altså, at han går ind og gør det fra dag et, siger Lars Jacobsen og fortsætter:

- Det er ikke sikkert, det kommer til at ske, og der skal han gå ind og tro på sig selv. Det er en vanvittig hård liga, han kommer til, som ikke er til at sammenligne med Superligaen. I den engelske liga foregår meget af spillet i felterne, og der har han sine kompetencer, så jeg er sikker på, at han nok skal begå sig i den liga.

I Cardiff råder man i forvejen over en lang række angribere. Etien Velikonja, Fraizer Campbell, Rudy Gestede, Nicky Maynard, Joe Mason og profilen Craig Bellamy er alle på lønningslisten på nuværende tidspunkt, men det skal Andreas Cornelius ikke lade sig skræmme af.

- Der skal ikke være for meget ydmyghed. Det kræver selvtillid, og han har meget tro på sig selv. Han skal have spidse albuer og mase sig foran i køen, og vise hvad han er bygget af og vise, at han vil spille hver gang. Så det er en blanding mellem ydmyghed og en fandenivoldskhed samt en portion selvtillid og tro på sig selv, fortæller Lars Jacobsen.

Forsvarsveteranen havde fredag første træningsdag efter en fortjent sommerferie, og han erkender, at det er med blandede følelser, at Andreas Cornelius med stor sandsynlighed nu er fortid på træningsanlægget på Frederiksberg.

- Det er både vemodigt og godt for alle parter, at han nu får udlevet sin drengedrøm. Men det var et logisk udfald for en spiller, der har haft så stor succes. Vi vidste jo alle godt, at det ville ske før eller siden. Vi mister 18 mål, og det er jo ikke lige til at erstatte. Men vi må håbe, der er nogen, som kan tage over og lave nogle kasser, eller at der bliver hentet en ny ind, afslutter Lars Jacobsen.

 

 

 

Dagens Gossip