Lars Jacobsen: Vi manglede fysik

Skrevet af admin

06/03/2014

Dagens topnyheder

Målet efter 82 minutter til England var ikke en tilfældighed. For danskerne havde skiftet mange spillere fra Superligaen ind, og englænderne var i bedre kampform og havde den bedste fysik til slut.

Det mener backen Lars Jacobsen, som så hele anden halvleg fra bænken, efter at Jesper Juelsgård havde afløst ham.

- Hvis vi havde kendt vores besøgelsestid, så havde vi kunnet lave et resultat.

- Englænderne havde også deres chancer, men man kunne godt se, at da vi fik mange superligaspillere på til sidst, der manglede vi lidt luft, siger Lars Jacobsen.

- Der er kun spillet to runder af Superligaen, og de har altså været i gang i lang tid herovre. Der manglede vi lidt fysik, mener han.

Englænderne har ikke holdt en lang vinterpause, ligesom spillerne i Superligaen har. Og det gjorde en forskel, da kampen skulle afgøres.

- Det blev en kamp mod uret, og de kunne lægge de ekstra gram på, som gjorde, at de vandt kampen. Havde vi været i topform, så kunne vi sagtens have lavet et resultat, siger Lars Jacobsen.

FCK-anføreren sendte store roser til Kasper Schmeichel, som reddede Danmark i flere situationer både før og efter pausen.

- Han gjorde det fremragende. Han lavede mange store redninger, og han kunne ikke tage målet. Han gjorde det fantastisk, siger Lars Jacobsen.

/ritzau/