Lars Jørgensen undrer sig over Kasi-projekt

- Det er et år siden, han sagde, at han gav to interviews til medierne, og så ville vi aldrig høre fra ham igen. Og siden da har vi ikke andet end hørt fra ham. Men det er jo hans stil. Han er dejlig udansk - både på godt og ondt, siger Lars Jørgensen, der var en stor profil i AGK, og som efter klubbens konkurs skiftede til KIF Kolding København, der blev etableret på netop ruinerne af AGK.

Lars Jørgensen var det første stjernenavn, der skiftede til AGK, da han tog et år i 1. division og dermed var med, før klubben for alvor blev en storklub. Men Jørgensen går ikke rundt med planer om at skulle være en del af et nyt håndboldprojekt i Kasi-Jespers regi.

- Jeg har overhovedet ikke nogen ambitioner om at skulle være med i et nyt projekt. Jeg er glad, hvor jeg er i KIF, siger Jørgensen, som vurderer, at Jesper Nielsen vil få meget svært ved at stable et projekt på benene, der kan måle sig med det AGK, som han selv var en del af.

- Det er sværere for ham at lave et projekt nu, fordi der var mange ting, der dengang gik op i en højere enhed i forhold til at hente danske profiler hjem. Hvis han skal ud og hente spillere hjem nu som Rasmus Lauge og Niklas Landin, så bliver det meget dyrt for ham. Og jeg tror heller ikke, de gider hjem til dansk håndbold nu. Men det hele afhænger af, hvor mange penge han vil lægge i det, siger Jørgensen, som understreger, at han ikke er bitter på Kasi-Jesper over, at AGK-tiden endte med konkurs og midlertidig arbejdsløshed.

- Det var et fantastisk projekt, som gav mig nogle helt fantastiske oplevelser - nogle af de største i min karriere. Det sluttede så bare voldsomt uheldigt med, at vi stod nede på en ø (træningslejr på Fuerteventura, red.) og slet ikke vidste noget om en konkurs og ikke kunne komme i kontakt med familien (familien Nielsen, red.), siger Jørgensen og tilføjer:

- Men Jesper er god for dansk håndbold på den måde, at han udfordrer vanetækningen, og i den forbindelse hilser jeg ham velkommen, hvis han kan lave noget, der er troværdigt og økonomisk kan løbe rundt, lyder det.

Dagens Gossip