Lars Løkke afviser dansk grænsekontrol lige nu

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser, at den danske regering vil reagere på den svenske beslutning om at indføre midlertidig grænsekontrol.

- Hvis det virkelig var sådan, at jeg troede på, at der var sådan en fingerknipsløsning, hvor man kunne lave grænsekontrol, så ville jeg da gøre det. Men det er min bestemte vurdering, at det vil ikke være situationen, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han siger, at Danmark følger situationen tæt og er klar til at reagere, "hvis vi ser nogen som helst tegn på, at det her skaber ekstraordinære byrder for Danmark".

- Vi har et beredskab. Vi kan hurtigt skrue op for det, hvis situationen opstår, men det er ikke min vurdering, at den er der nu, siger Lars Løkke Rasmussen.

Lars Løkke Rasmussen deltager onsdag i et topmøde mellem EU og Afrika i Valletta på Malta, og her har han onsdag talt med den svenske statsminister, Stefan Löfven.

- Det, der her til aften står klart, er, at Sverige ikke bliver lukket af. Alle kan fortsat søge asyl i Sverige, og helt ærligt kan det meget nemt føre til, at der kommer flere og ikke færre asylansøgere til Sverige, forudser den danske statsminister.

Han siger, at de, der når frem til den svenske grænsebom, stadig kan sige, at nu vil de gerne søge asyl.

- Det er ikke, fordi jeg skal stå og reklamere for, at man kan søge asyl i Sverige, men det kan man, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Det kan godt være, at de bare havde den intention at passere igennem og søge asyl i det næste land. Hvis man lukker den mulighed, vil der rimeligvis være mange, der vil søge asyl i det land, de er kommet til, i stedet for at lave et U-turn og gå den anden vej, mener han.

I Danmark har samtlige partier i regeringens parlamentariske grundlag krævet, at Danmark indfører midlertidig grænsekontrol.

- Når Sverige nu genindfører grænsekontrol, skal Danmark omgående gøre det samme, skriver Kristian Thulesen Dahl i en mail til Ritzau.

/ritzau/

Dagens Gossip