Lars Løkke: Angreb er en fej og grum handling

Danske politikere fra begge sider i Folketinget står i kø for at fordømme attentatforsøget mod Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard.

- Selvom vi endnu ikke kender de nærmere omstændigheder, så er det en fej og grum handling, Lars Hedegaard har været udsat for, skriver Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, i en kommentar.

- Hvis handlingen bunder i at forhindre Lars Hedegaard i at bruge sin ytringsfrihed, så er vi vidne til et attentat på alle danskere i dag. Ytringsfriheden kan aldrig gradbøjes, tilføjer han.

De Konservatives formand, Lars Barfoed, er rystet og siger, at mørke kræfter aldrig må få fodfæste i Danmark

- Et politisk motiveret drabsforsøg er et angreb på ytringsfriheden. I givet fald er der tale om en terrorhandling og attentat, som vi ikke alene skal fordømme på det kraftigste, men også straffe med alle tænkelige midler, siger Lars Barfoed.

- Desværre er der fortsat mørke kræfter, der med vold og trusler forsøger at ændre vores livsform og værdier. Det skal vi ikke finde os i.

- Dagens episode er ikke alene en fej handling, det er også en modbydelig og afstumpet handling, som vi skal slå hårdt ned på, siger Lars Barfoed.

/ritzau/

 

Dagens Gossip