Lars Løkke genvalgt som Venstre-formand

Som ventet er Lars Løkke Rasmussen blevet genvalgt som formand for Venstre på partiets landsmøde i Odense Congress Center uden modkandidater.

Med et stående bifald fra de omkring 1500 landsmødedeltagere i ryggen kan Lars Løkke Rasmussen dermed fortsætte kampen for at genvinde regeringsmagten og statsministerkontoret.

- Det er jeg stolt over. Jeg føler det som et personligt stort privilegium, at få lov til at stå i spidsen for den her bevægelse, som er meget mere end et parti, men Danmarks største folkelige bevægelse. Det er jeg stolt over. Tak skal I have, siger Løkke i en kort takketale.

Senere lørdag eftermiddag vil Lars Løkke Rasmussen holde sin tale til landsmødet, som også skal bruge lørdagen på at vælge Venstres kandidater til valget til Europaparlamentet i maj næste år.

Søndag vil først og først og fremmest stå i det kommende kommunal- og regionsvalgs tegn.

Venstres landsmøde afholdes på et tidspunkt, hvor blå blok med Venstre som det største oppositionsparti fører klart i meningsmålingerne.

Samtidig har Venstre i 2012 haft en medlemsfremgang på 1700 personer, så Venstre nu er oppe på næsten 44.000 medlemmer.

De 1500 deltagere ved årets landsmøde er da også det største antal landsmødedeltagere siden starten af 1980'erne, påpegede Lars Løkke Rasmussen i sin åbningstale.

Også Venstres næstformand Kristian Jensen er som ventet genvalgt uden modkandidater.

/ritzau/

 

Dagens Gossip