Lars Løkke Rasmussen: Slut med cafépenge til hjemmeboende unge

Skrevet af admin

19/03/2015

Dagens topnyheder

Drop cafépengene og brug i stedet beløbet på bedre undervisning. Sådan lød et af budskaberne fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, da han onsdag morgen besøgte Espergærde Gymnasium & HF.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis torsdag.

Venstres formand og statsministerkandidat understregede samtidig over for eleverne, at det udelukkende er hans egen holdning og ikke partiets politik.

- Så I kan sove roligt om natten. Det bliver nemlig ikke til noget. Det er min egen holdning og helt private opfattelse, sagde Lars Løkke Rasmussen ifølge avisen.

- Jeg mener, det er et moderne forældreansvar at sørge for at give sine børn en uddannelse.

- Og jeg har svært ved at se, hvorfor min søn, der går i HTX, skal have cafépenge, lød det fra Lars Løkke Rasmussen, som i en time talte til og diskuterede fremtiden med de mange elever, der var samlet på gymnasiets torv.

Venstre foreslog før valget at skære i SU'en til hjemmeboende mellem 18 og 20 år.

I 2013 gennemførte regeringen med støtte fra de borgerlige partier en reform af SU'en. Den indebar blandt andet, at størrelsen på SU'en til hjemmeboende studerende i højere grad blev gjort afhængig af forældrenes indkomst.

Undervisningsminister Christine Antorini kommenterer artiklen i Frederiksborg Amts Avis på Twitter:

- Jeg synes, det er en dårlig idé, Lars Løkke har fået om at fjerne SU for unge hjemmeboende på uddannelse, skriver hun.

/ritzau/