Lars Mikkelsen er igen med i House of Cards

Skrevet af admin

11/02/2016

Dagens topnyheder

Der er kun 22 dage til, at Netflix' hitserie "House of Cards" igen er tilbage, og traileren til den længe ventede fjerde sæson er netop blevet offentliggjort.

I traileren kan man se, at danske Lars Mikkelsen endnu engang er med på rollelisten, da man i et kort glimt ser ham rykke tæt på Frank Underwoods kone Claire.

Lars Mikkelsen spillede den fiktive russiske præsident Viktor Petrov i fire afsnit af den tredje sæson, hvor han er på kollisionskurs med Frank Underwood, men har et særdeles godt øje til hans kone. Det er dog endnu uklart, hvor stor en rolle danskeren har fået i den nye sæson.

Rollen i "House of Cards" gjorde Lars Mikkelsen til et kendt ansigt for mange udlændinge, der tidligere kun havde øje for hans bror, men han har tidligere fortalt om de mange genvordigheder ved at skulle mestre en russisk accent. Danskeren har derudover ladet sig inspirere af den russiske præsident Putin uden at lægge sig for tæt op af ham.

- Petrov er meget mere glat, hans engelsk er langt bedre. Putins engelsk er forfærdeligt. Selvfølgelig kiggede jeg på Putin, den følelseskolde KGB-type, men jeg brugte ikke kræfter på at prøve at efterligne ham. Jeg ville aldrig være i stand til at imitere ham, og det er alligevel ikke interessant at efterligne ham, har han tidligere fortalt til britiske Independent.

Du kan selv se den nye trailer her, men den er ikke for sarte sjæle:

https://www.youtube.com/watch?v=Oq-IHmXD6gA&feature=youtu.be

/ritzau/FOKUS