Lars Mikkelsen: Jeg er småforelsket i Ranthe

Skrevet af admin

22/04/2016

Dagens topnyheder

Nogle gange kan hårdt arbejde give mere end blot en løncheck. Også for skuespillere som Lars Mikkelsen.

I filmen "Der kommer en dag", som er baseret på virkelige hændelser, skulle han og Lars Ranthe spille henholdsvis en børnehjemsforstander og en overlærer i 1960'erne, der begge mener, at en lussing til en 10-årig blot er et led i opdragelsen.

Men det var på ingen måde en nem opgave for de to skuespillere. Og det betød, at de mellem optagelserne gik i den helt anden grøft og fandt fælles fodslag i noget så fredeligt som fiskeri.

- Det var godt at komme væk. Lars og jeg er jo rare mennesker i virkeligheden, men i filmen her skulle vi være modbydelige mod børn. Vi havde brug for at komme ud og være ordentlige mennesker og få en pause, fortæller Lars Mikkelsen.

De to Lars'er havde ikke arbejdet sammen før, men fandt hurtigt hinanden og et nyt venskab under tilblivelsen af "Der kommer en dag". Og spørger man Lars Mikkelsen, har de to faktisk gang i en ægte "bromance".

- Vi interesserer os for de samme ting, og jeg er sgu blevet lidt småforelsket i ham, det må jeg sige, griner den 51-årige skuespiller, der dog til daglig er gift med skuespillerinden Anette Støvelbæk, som blandt andet er kendt fra tv-serien "Lærkevej".

- Det var dejligt, men også helt mærkeligt at sidde der og fiske, fordi vi samtidig havde gang i en film, hvor vi skabte noget forfærdeligt. Men forhåbentlig står det også som en smuk historie, hvor det gode til sidst vinder over det onde, forklarer Lars Mikkelsen.

På settet håndterede skuespillerne arbejdet med karaktererne vidt forskelligt. Mens Lars Ranthe blev i rollen som overlærer Toft Lassen, også når kameraerne var slukket, valgte Mikkelsen en anden strategi som forstander Frederik Heck.

- Jeg gjorde det stik modsatte og prøvede at omgås drengene mellem optagelserne så de kunne se, at jeg var god nok. Men det var ret interessant at se Lars Ranthes måde at gøre det på, siger Lars Mikkelsen, der også har haft stor international succes. Senest som russisk præsident i hitserien "House of Cards".

De to kolleger har efter filmoptagelserne prøvet at holde hinanden op på, at de skulle blive ved med at fiske sammen. Der er bare en lille udfordring.

- På grund af vores fag er det så svært at finde en dag, hvor vi begge har tid. Men jeg vil supergerne ud at vade med Lars Ranthe på kysten igen, fortæller Lars Mikkelsen.

Og selv om de to skuespilleres venskab endnu er nyt, holder Lars Mikkelsen sig ikke for god til at afsløre, hvem der er bedst med krog og fiskesnøre.

- Jeg fangede da et par ørreder. Lars Ranthe fangede faktisk ikke noget, griner han.

/ritzau/FOKUS