Lars Seier Christensen udtræder af Saxo Banks direktion

Lars Seier Christensen, der var med til at stifte Saxo Bank, fratræder som administrerende direktør og forlader helt selskabets direktion fra 1. januar 2016.

Ifølge en pressemeddelelse vil Saxo Banks direktion fra og med nytår bestå af den anden stifter, Kim Fournais, finansdirektør Steen Blaafalk og driftsdirektør Søren Kyhl.

Lars Seier Christensen indtrådte som direktør i 1995 og afslutter dermed snart 20 års ansættelse i banken.

- Saxo Bank er en moden virksomhed med stort potentiale, der er enighed om strategien og ledelsesholdet er stærkt. Jeg har i noget tid ønsket at træde tilbage i en anden rolle, og jeg mener, at tidspunktet nu er det rigtige.

- Jeg slipper derfor tøjlerne som direktør med en tro på, at virksomheden fortsat vil vokse, og det har jeg som aktionær også stor interesse i. Jeg har fuld tillid til, at Kim Fournais sammen med ledelsesteamet kan drive banken i en profitabel retning, siger Lars Seier Christensen.

Lars Seier Christensen ejer 26 procent af aktierne i Saxo Bank.

/ritzau/

Dagens Gossip