Lars von Trier overøst med Robert-priser

Med hele otte statuetter blev Lars von Triers film Nymphomaniac Director's Cut den helt store vinder ved Robert-prisuddelingen søndag aften i Tivoli Hotel i København, hvor den blandt andet vandt en Robert for årets film.

På forhånd var instruktør Lars von Triers film flot repræsenteret med 16 nomineringer, og den vandt da også flere af de mest fornemme priser under årets fejring af dansk film.

Det blev til otte priser i alt - herunder årets instruktør, årets bedste manuskript og for årets visuelle effekter.

Robert-priserne blev uddelt af Danmarks Film Akademi, da filmakademiet fejrede dansk film og tv for 31. gang.

Lars von Trier viste sig under fejringen for første gang i lang tid på scenen.

- Jeg kan huske, at Peter Aalbæk (filmproducent red.) fortalte mig, at nogen af priserne blev vundet på fem stemmer, så jeg er glad for fem mennesker i dette rum, og dem vil jeg selvfølgelig gerne takke. Er det ikke det? Mange tak, siger Lars von Trier.

Det var første gang, han viste sig på scenen ved uddeling af Robert-statuetterne.

Under uddelingen af prisen for årets manuskript, fortalte han kort om skriveprocessen, som skilte sig ud fra hans tidligere film.

- Det er den første film, som virkelig tog lang tid at skrive, det tog halvandet år. Fordi vi undgik forskellige præparater, hvilket jeg ikke kan anbefale nogen.

Det er en klar henvisning til et interview, han gav, hvor han forklarede, at næsten alle hans film er skrevet på en kombination af alkohol og narkotika.

- Fordelen ved Bodil-prisen (Danmarks ældste filmpris der uddeles af Danske Filmkritikere, red.) er, at man kan skyde bordtennisbattet af med et luftgevær.

- Det er svært at gøre med denne, men jeg skal gøre mit bedste, siger Lars von Trier, med henvisning til forskellen på måden de to forskellige filmprisers statuetter er designet på.

Det er filmbranchen selv, der står for uddelingen af Robert-prisen, mens Danmarks Film Akademi står bag arrangementet.

Nymphomaniac blev offentliggjort i to versioner - en forkortet version, som varer fire timer og en directors cut, som er Lars Von Triers oprindeligt tænkte version på fem og en halv time. Det var sidstnævnte, der blev søndag aftens helt store vinder.

Foruden Nymphomaniac Director's Cut blev tv-serien Arvingerne også hædret i stor grad, da første sæson vandt fem priser herunder for årets tv-serie.

Sidste år vandt Thomas Vinterbergs film Jagten Robert-prisen for årets bedste film.

/ritzau/

Dagens Gossip