Lasse Norman Hansen: - Noget helt specielt

Det er håbet fra sportschefen i Danmarks Cykle Union (DCU), Lars Bonde. Han har fulgt Lasse Norman Hansen længe og var således også med til OL i London, da Norman Hansen tog danskernes hjerte og vandt guld i omnium.

- Jeg håber, at han fra dag ét viser den klasse, som han besidder. Vi har aldrig haft en dansk rytter, som har leveret med det samme som professionel. Enten er der gået lang tid, eller også er gennembruddet aldrig kommet, som det f.eks. skete med Rasmus Guldhammer. Selv for Matti Breschel gik der to-tre år, før han fik fat, siger Lars Bonde, som har et begrundet håb om, at Lasse Norman Hansen vil slå igennem på højeste niveau allerede i sin første sæson som professionel.

- Jeg tror på det, fordi han er noget helt specielt. Man vinder ikke olympisk guld ved en tilfældighed, eller går ud på landevejen og vinder løb, som han har gjort i år. Jeg har et håb om, at han allerede fra det første år viser, at han har klasse på det niveau han kommer op på.

Lasse Norman Hansen kører i denne sæson for det danske kontinentalhold Blue Water Cycling. Her har han blandt andet vundet Grand Prix Herning, en enkeltstart i Tour of Berlin, og han er lige blevet Danmarksmester i både enkeltstart og landevejsløb for U23.

Det har fået flere World Tour-hold til at lokke danskeren, og det endte med at blive Team Garmin-Sharp, som løb med hans underskrift. Her bliver han holdkammerat med Alex Rasmussen, og får danske Johnny Weltz som sportsdirektør.

Lars Bonde sammenligner den 21-årige fynbos klasse med nogle af de stjerneskud, som er slået igennem de seneste år.

- Vi kigger på ryttere som Evald Boasson Hagen (Team Sky) og John Degenkolb (Argos Shimano), der er kommet op til de professionelle og er slået til med det samme. Det betyder ikke, at de vinder den ene sejr efter den anden, men de viser resultater og vinder engang imellem, så man ved, at de hører til i verdenstoppen. Det håber jeg, at Lasse også kan gøre, siger DCUs sportschef.

Lasse Norman Hansen har store kvaliteter på enkeltstart, imens bjergene volder ham lidt større problemer. Sammen med Garmin-Sharp har han udarbejdet en foreløbig plan for det første år, og det kommer også til at involvere store løb, fortalte Lasse Norman Hansen, da han underskrev kontrakten.

- De har givet mig en rigtig god rolle på holdet. De forventer ikke det store af mig til at begynde med. Jeg får i stedet for plads til at udvikle mig, og det vil ske både i større og mindre løb.

Kontrakten med Team Garmin-Sharp er en såkaldt neo-pro kontrakt, som løber i foreløbigt to år.

Dagens Gossip

Dagens TV