Lasse Norman har skrevet med et World Tour-hold

Hvilket hold, han har skrevet under med, vil han og holdet først afsløre på fredag, når Lasse Norman Hansen efter forventningerne tager en medalje til U23 DM. Ifølge tv2.dk er holdet Team Garmin-Sharp, hvor han bliver kollega med Alex Rasmussen.

Sporten.dk talte med Lasse Norman Hansen kort efter han førte blæk og papir sammen til en underskrift, og det danske stortalent var stadig lidt høj af glæde over at få en to-årig neo-pro kontrakt med et af cykelsportens aller største hold.

- Jeg er rigtig glad for, at jeg har fået den her kontrakt. Jeg har været lidt i tvivl om, hvor jeg stod henne både mentalt og fysisk, men efter den første del af sæsonen på landevejen, synes jeg, at jeg har bevist, at jeg kunne overføre mine ambitioner fra banen til landevejen. Jeg har bevist både overfor mig selv, og overfor andre, at det ikke kun var på banen, jeg kunne præstere, fortæller den 21-årige cykelrytter, som i resten af denne sæson kører for Team Blue Water Cycling.

Kontrakten blev underskrevet over en frokost på Gran Hotel i København. Lige siden Lasse Norman Hansen sidste sommer vandt OL i Omnium i London har han været et hot navn for, som de store cykelhold har haft på shortlisten.

Tilbuddene har været mange, og Lasse Norman Hansen har haft et hollandsk agentfirma til at tage vare på den interesse, og de tilbød, som er tikket ind. Det hold, som han på fredag præsenterer som sit nye hold, har haft kig på Hansen længe.

- Jeg har været bekendt med at de har holdt øje med mig et stykke tid. Og at det blev dem, er jeg rigtig glad for.- De har givet mig en rigtig god rolle på holdet. De forventer ikke det store af mig til at begynde med. Jeg får i stedet for plads til at udvikle mig, og det vil ske både i større og mindre løb.

Den danske mester Sebastian Lander har i denne sæson taget det skridt, som Lasse Norman Hansen tager fra næste sæson, og Norman Hansen har skelet til, hvad Lander har fået ud af sit første halve år på storholdet BMC.

- Han har ikke fået særlig mange cykelløb i år, men jeg går rigtig meget op i, at jeg kan udvikle mig, og de har fortalt mig, at jeg får lov til at køre mange løb allerede i min første sæson.Det 21-årige cykeltalent har i sin første sæson på landevejen vundet flere sejre. Blandt andet den danske klassiker Grand Prix Herning og en enkeltstart i Tour de Berlin, hvor han også blev samlet 3er. Ambitionerne er tårnhøje både fra hans nye hold og hos ham selv.

- De håber, at jeg kan udvikle mig til at vinde mange cykelløb. Hvor langt det kan række ved ingen af os endnu, men jeg håber selv på det samme. Jeg synes, jeg har vist blandt andet i Grand Prix Herning, at jeg kan køre løb, som minder om forårsklassikerne. Jeg vil sige, at jeg er en allrounder med en god spurt.

Dagens Gossip