Lasse Norman imponerer stort i sin Garmin-debut

Den danske cykelrytter Lasse Norman Hansen kørte sig onsdag ind på en imponerende tredjeplads i den indledende enkeltstart i det stjernespækkede etapeløb Dubai Tour.

Den 9,9 kilometer lange enkeltstart var den unge fynske rytters debut som professionel for Garmin-Sharp-holdet.

BMC's Taylor Phinney vandt etapen foran holdkammeraten Steven Cummings og altså med den danske OL-guldvinder, der kørte etapen på 12.19 minutter, på tredjepladsen.

Lasse Norman Hansens debutresultat er imponerende set i lyset af, at feltet i Dubai Tour indeholder tempospecialister som Tony Martin og Fabian Cancellara, som onsdag måtte nøjes henholdsvis fjerde -og femtepladsen.

Det bemærkelsesværdige resultat kom bag på den 21-årige dansker.

- Jeg har det virkelig godt. Jeg havde ikke helt regnet med at slutte helt deroppe. At slutte foran nogle af de navne er virkelig stort, siger han til cykelsitet feltet.dk.

Af andre prominente navne i feltet kan nævnes Mark Cavendish, Marcel Kittel og Peter Sagan.

Dubai Tour strækker sig over fire etaper.

/ritzau/

Dagens Gossip