Lasse Norman tager podieplads i profdebut

Skrevet af admin

08/02/2014

Dagens topnyheder

Det danske tempotalent Lasse Norman Hansen er kommet imponerende fra start i det professionelle cykelcirkus.

På sidste etape af Dubai Tour kom Garmin-rytteren ind sammen med førerfeltet, og dermed forsvarer han sin samlede tredjeplads i klassementet.

Dermed kan fynboen traske op på sejrspodiet i sit allerførste løb som fuldbyrdet prof-rytter, og efter præstationen i Dubai kan den 21-årige rytter gøre sig forhåbninger om, at flere store resultater venter i debutsæsonen.

Tredjepladsen blev grundlagt af en stærk præstation på onsdagens enkeltstart, hvor Norman var tredjebedst, og siden har han stædigt holdt fast i topplaceringen.

Enkeltstarten blev helt afgørende for det samlede resultat i løbet. Den hurtigste i kampen mod uret, amerikaneren Taylor Phinney (BMC), vandt også samlet 15 sekunder foran holdkammeraten Steven Cummings.

Lørdagens fjerde og sidste etape var et 123 kilometers gadeløb på en rundstrækning omkring Burj Khalifa, der er verdens højeste bygning.

Etapen blev vundet af den tyske sprinter Marcel Kittel, som virkelig har været manden i centrum i løbet. Kittel var således først over stregen på tre ud af fire etaper.

/ritzau/