Lasse Schöne forlader landsholdslejren med knæskade

Landsholdsspilleren Lasse Schöne har forladt den danske landsholdslejr med knæproblemer.

Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) søndag på Twitter.

- Lasse Schöne er rejst hjem til Holland, da han ikke kan nå at blive klar til Rumænien-kampen på grund af den irritation i knæet, han døjer med, skriver DBU på Twitter.

Samme knæproblemer holdt også Ajax-spilleren ude af EM-kvalifikationsopgøret mod Serbien i fredags.

Lasse Schöne er den femte landsholdsspiller, der forlader truppen forud for venskabskampen mod Rumænien.

Tidligere har både Pierre-Emile Højbjerg, Thomas Kahlenberg, Michael Krohn-Dehli og Morten "Duncan" Rasmussen forladt landsholdslejren.

Som erstatning har landstræner Morten Olsen indkaldt Ajax-spilleren Lucas Andersen fra U21-landsholdet og Anders "AC" Christiansen fra FC Nordsjælland.

/ritzau/

Dagens Gossip