Lasse Schönes chance: Jeg har to kampe til at bevise mig

Skrevet af admin

22/03/2016

Dagens topnyheder

Det er snart syv år siden, at Lasse Schöne debuterede på det danske landshold med et mål i en testkamp mod Chile. Siden er det blevet til 22 landskampe, men der har været langt mellem flere af dem.

Derfor håber den 29-årige Ajax-spiller, at han nu kan gribe sin chance og blive fast inventar på Åge Hareides landshold, der spiller testkampe mod henholdsvis Island på torsdag og mod Skotland tirsdag i næste uge.

- Det er klart, at det er dejligt at blive udtaget i en ny landstræners første trup. Jeg har ikke været med i et år, og nu har jeg to træningskampe til at bevise mig i.

- En ny træner starter på en frisk, og det kan da godt være en fordel. Men igen, hvis man ikke præsterer de første ti dage, så kan det også blive svært.

- Det her er en god chance for mig, siger Lasse Schöne.

Offensivspilleren har til tider domineret i Æresdivisionen som en af de bærende spillere for Ajax, som han også har scoret adskillige mål for - blandt andet som dødboldsspecialist.

I gode perioder blev han ikke altid udtaget til landsholdet under Morten Olsen, og når han gjorde, var det oftest i en jokerrolle på kanten frem for sit foretrukne udgangspunkt i midten af banen.

Selv har han også offentligt ærgret sig over sin landsholdskarriere, men han har hele tiden håbet på at kunne komme tilbage i varmen.

Spørgsmål: Havde du afskrevet landsholdet?

- Nej, det gør man vel aldrig helt, så længe man spiller. Men det er klart, at når man ikke bliver udtaget i et år, så går der nogle tanker gennem hovedet, siger Lasse Schöne.

Spørgsmål: Hvilke tanker?

- At det måske var sidste gang, at jeg blev udtaget, siger Schöne.

I Schönes 22 landskampe har han scoret tre mål. Hans seneste optræden i landsholdsdragten var mod Frankrig i marts sidste år.

/ritzau/