Lastbil kører ind i menneskemængde i Nice: Mindst 84 dræbt

Skrevet af admin

15/07/2016

Dagens topnyheder

Mindst 84 mennesker, heriblandt omkring ti børn, er døde, efter at en lastbil torsdag aften kørte ind i en folkemængde i den franske by Nice, hvor mange befandt sig på gaden for se fyrværkeri og fejre Frankrigs nationaldag, Bastilledagen.

Det oplyser indenrigsminister Bernard Cazeneuve ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han fortæller videre, at omkring 50 mennesker er kvæstet, og 18 af dem er i kritisk tilstand.

Føreren af lastbilen blev skudt og dræbt af politiet, efter at han på en strækning på næsten to kilometer havde pløjet en stor, hvid lastbil igennem menneskemængden på den berømte Promenade des Anglais ud til Middelhavet.

Fransk politi har identificeret føreren af lastbilen som en 31-årig fransk-tunesisk mand født i Tunesien.

Han var i forvejen kendt af politiet i forbindelse med blandt andet tyveri og vold.

Han var dog ikke på den franske efterretningstjenestes liste over personer, som man holdt øje med.

Det siger en politikilde tæt på efterforskningen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Frankrig har erklæret tre dages landesorg efter angrebet, oplyser premierminister Manuel Valls ifølge nyhedsbureauet AFP.

Videoer, som er blevet delt på sociale medier, viser adskillige mennesker, der ligger livløse på gaden efter angrebet. Fransk politi har bedt om, at videoerne af respekt for de pårørende ikke bliver delt.

Ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice er der ikke meldinger om, at der skulle være nogen danskere blandt de sårede.

Borgerservice opfordrer danskere i området til at tage kontakt til deres nærmeste.

Christian Estrosi, der er borgmester i Nice, siger, at der er fundet granater og skydevåben i den lastbil, der blev brugt til at torpedere menneskemængden.

Det har efterfølgende vist sig at være attrapper, altså falske våben og granater.

Han siger også, at føreren angiveligt affyrede skud fra lastbilen, mens han kørte gennem mængden.

Den franske antiterrorenhed har overtaget efterforskningen af angrebet. Ingen grupper eller enkeltpersoner har endnu taget skylden for angrebet.

Frankrigs præsident, François Hollande, gik ved 04.00-tiden på tv og kaldte angrebet for et terrorangreb.

- Frankrig er igen blevet ramt af terror. Begivenhederne i Nice var tydeligvis en terroristisk handling. 77 er døde i angrebet, deriblandt adskillige børn, sagde præsidenten.

Efterfølgende er dødstallet opjusteret til mindst 84.

Hollande tager senere fredag til Nice for at vise sympati med ofrene for angrebet samt deres pårørende.

Angrebet er det andet store på fransk jord på ni måneder. 13. november sidste år blev Frankrig ramt af et angreb, der var iscenesat af den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat.

Dengang led 130 mennesker døden i Paris.

/ritzau/