Lastbilulykke spærrer jysk motorvej ved Hadsten

Den jyske motorvej, E45, var mandag eftermiddag spærret i nordgående retning ved afkørslen mod Hadsten på grund af en ulykke med to lastbiler, oplyser Østjyllands Politi.

Ulykken skete kort efter klokken 13, og politiet kunne åbne det ene spor nordpå omkring klokken 14.45. Godt halvanden time senere kunne motorvejen så åbnes helt, men der er stadig kødannelse på stedet, oplyser politiet på Twitter.

- To lastbiler kører sammen, hvor den ene kører op i den anden. Der skulle ikke være nogen tilskadekomne, siger vagtchef Jes Frederiksen til Ritzau.

Politiet ledte trafikken af ved afkørsel 44, mens motorvejen var helt spærret efter ulykken.

Årsagen til ulykken er endnu uvis.

/ritzau/

Dagens Gossip