Laudrup afviser Arsenals jagt på Michu

Den spanske offensivspiller har været interessant for mange store klubber sommeren over, og senest har Arsenal været kædet sammen med Michu, men det kan de godt glemme, fastslår danskeren.

- Jeg har end ikke tænkt tanken, at Michu forlader os, da jeg er helt overbevist om, at han ønsker at blive hos os. Jeg vil ikke lade Michu gå, men hvis nogen giver et vanvittigt bud, så kan jeg godt forstå, hvis Michu eller klubben vil kigge på det, siger Laudrup til thisissouthwales.co.uk

- Men økonomisk er Swansea meget stærke, og jeg tror, at hvis Arsenal kom med et bud så sent, uanset om buddets størrelse, så ville klubben sige nej. Vi har simpelthen ikke tid til at finde en erstatning, som er i nærheden af hans niveau, siger han.

Michu skrev i januar under på en kontraktforlængelse således, at han og Swansea har papir på hinanden til 2016. Og ifølge Laudrup har Michu intet behov for at komme videre allerede:

- Vi talte sammen i forbindelse med, at vi forlængede kontrakten. Han spurgte om min situation, og jeg svarede, at jeg blev - "det samme gør jeg", svarede Michu ifølge danskeren.

Arsenal er altså ikke interessant for Michu. Til gengæld mener den danske manager, at hvis de største spanske klubber kom på banen for Michu, ville situationen ændre sig:

- Hvis Barcelona eller Madrid vil have Michu, der er spanier, ja - så tror jeg, at du kan sige, at sådan en mulighed kun kommer en gang, men jeg tror, han bliver her, fastslår Laudrup.

Swansea har i transfervinduet forstærket sig med markante navne. Især rekordindkøbet, Wilfred Bony, sidste sæsons topscorer i Holland, er en opgradering fra danskerens første sæson, hvor Swanseas mål stort set kun kom fra Michus fødder.

Svanerne indleder Premier League-sæsonen lørdag, hvor de hjemme i Wales tager imod de forsvarende mestre fra Manchester United.

 

 

 

Dagens Gossip