Laudrup efter 1-1 mod Hull: Vi spillede for langsomt

Skrevet af admin

10/12/2013

Dagens topnyheder

Swansea måtte mandag aften nøjes med 1-1 hjemme mod oprykkeren Hull i Premier League, og det resultat var fair.

Sådan lyder meldingen fra Swanseas danske manager, Michael Laudrup.

- Vi spillede for langsomt i første halvleg. Det var svært ved 0-0, og det blev endnu sværere, efter de scorede. De har en meget organiseret defensiv, og det var ret let for dem at forsvare sig.

- Anden halvleg var bedre, vi flyttede os bedre, og vi fik flyttet bolden hurtigere. Vi fik udlignet, og måske kunne vi have taget sejren ved Michus chance, men for at være fair, så kom de efter et point og fik det.

- Og jeg mener ikke, vi skabte nok til, at vi havde fortjent de tre point, så resultatet er fair, siger Michael Laudrup til Swanseas hjemmeside.

Torsdag skal Laudrup og Swansea i aktion igen, når holdet skal spille en afgørende kamp i Europa League-gruppespillet ude mod St. Gallen fra Schweiz.

Her er uafgjort nok for Swansea til at avancere til knockoutfasen efter nytår, og hvis Valencia som ventet får point ud af hjemmekampen mod Kuban Krasnodar, så er Swansea videre, selv hvis waliserne taber til St. Gallen.

I Premier League ligger Swansea efter 1-1 mod Hull nummer 10 med 19 point for sæsonens første 15 kampe.

/ritzau/