Laudrup efter europæisk skuffelse: Et fair resultat

Skrevet af admin

25/10/2013

Dagens topnyheder

Swanseas cheftræner, Michael Laudrup, er overordnet set tilfreds med sit hold, efter at den walisiske klub torsdag aften spillede 1-1 mod russiske Kuban Krasnodar i Europa League.

Premier League-klubben smed sejren væk i overtiden, hvor Kuban fik udlignet på straffespark. Men Michael Laudrup prøver at se positivt på resultatet.

- Det er altid skuffende, men vi må lære af vores fejl. Vi er nødt til at huske på, at få af vores spillere har europæisk erfaring, så vi er stadig ved at lære, siger den danske træner ifølge Swanseas hjemmeside.

- Når jeg ser overordnet på alle 90 minutter, så synes jeg, at det er et fair resultat, tilføjer Laudrup, som dog ikke var tilfreds med holdets indsats i første halvleg.

Michael Laudrups mandskab så længe ud til at få alle tre point på en aften, hvor Swansea havde travlt med at dæmme op for de angrebslystne russere.

Men i det 93. minut fik Djibrill Cisse fortjent sikret Kuban det ene point. Spanske Michu havde sendt værterne i front midtvejs i anden halvleg.

Swansea topper nu gruppe A med syv point for tre kampe, mens Kuban har et enkelt. Valencia indtager andenpladsen efter en 5-1-sejr hjemme over St. Gallen. Spanierne har seks point, mens St. Gallen har tre.

På trods af torsdagens skuffelse mener Laudrup stadig, at Swansea har gode muligheder for at spille sig videre fra gruppespillet.

- Vi har stadig hårdt arbejde foran os, og vi har nok behov for tre eller fire point i tre svære kampe, lyder det fra Laudrup.

/ritzau/