Laudrup efter sejr: Det første mål var afgørende

Skrevet af admin

29/01/2014

Mest læste i dag

Efter otte ligakampe uden sejr hentede Swansea en vital hjemmesejr på 2-0 over Fulham i Premier League.

Det var den første af flere kampe mod de direkte rivaler i bunden, og holdets manager Michael Laudrup havde inden kampen understreget vigtigheden af at få point.

- Det var en stor sejr. Alle point er vigtige, men man kan sige, at disse bundkampe alle er sekspointskampe. Nu er vi på 24 point mod Fulhams 19, men det kunne have været 22-21 i deres favør, siger Michael Laudrup ifølge klubbens hjemmeside.

Den danske manager måtte vente en time på den forløsende scoring, der var heldig. Jonjo Shelveys skud snittede to Fulham-spillere og snød målmanden.

- Det første mål var afgørende. Fulham kom for at forsvare det ene point, og vi havde det svært. Efter scoringen spillede vi bedre, og havde det ikke været for deres målmand, kunne vi have scoret et par mål yderligere.

Michael Laudrup ser dermed sit hold tage små skridt ud af krisen.

- Vi har været ramt på selvtilliden og spillede en dårlig første halvleg senest mod Birmingham i FA Cuppen. Men da blev det bedre i anden halvleg, og mod Fulham blev det endnu bedre, især efter scoringen.

Næste opgave for Swansea er på lørdag ude mod West Ham, der ligger under nedrykningsstregen med seks point op til Swansea. Først skal West Ham dog spille mod Chelsea på Stamford Bridge onsdag aften.

/ritzau/