Laudrup er ifølge spansk radiostation Plan B i Real Madrid

Real Madrid er ifølge Cadena COPE ved at undersøge, hvilke muligheder de har, hvis den nuværende Paris Saint-Germain-træner Carlo Ancelotti ikke kan blive løst fra sin kontrakt med franskmændene. På den liste skulle Laudrups navn stå med store fede typer.

Og det er et speget spil, der er i gang i Paris, hvor Carlo Ancelotti åbenlyst har udtrykt interesse i at komme til Real Madrid, men ledelsen i den franske storklub holder på ham. Men den franske avis L'Equipe skrev tirsdag, at PSG har kontaktet Rafael Benitez, Chelseas afgående manager, for at forhøre sig om muligheden for en aftale, så de synes også at være i færd med at forberede sig på, at Ancelotti snart er fortid i Paris.

I så fald, at Laudrups navn alligevel bliver højaktuelt i Real Madrid, så er han heller ikke afvisende over for et skifte væk fra Swansea.

Laudrup har på det seneste slået fast, at han bestemt har intentionen om at blive i Swansea, men nogen garanti vil han ikke give. Og det er heller ikke længe siden, at hans agent Bayram Tutumlu sagde til sporten.dk, at flere interesserede klubber havde taget kontakt til ham.

Michael Laudrup forlængede tidligere på året sin aftale med Swansea, så den løber frem til sommeren 2015. I den kontrakt er der en frikøbsklausul, hvilket Bayram Tutumlu har bekræftet over for sporten.dk, så Real Madrid skal have en ordentlig sum penge op af lommen. Ifølge walisiske pressekilder skulle frikøbsklausulen være på mere end 43 mio. kr.

 

 

 

Dagens Gossip