Laudrup glæder sig over heldig sejr

- Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har vundet uden at spille godt, sagde Laudrup efter kampen.

- St. Gallen bekræftede det, som jeg har set i andre kampe - de er et hårdt arbejdende hold, og de gjorde det rigtigt godt mod os. Måske fortjente de lidt mere, sagde Laudrup ifølge The Guardian.

Mens der var roser til de schweiziske gæster, som i begyndelsen af kampen brændte et straffespark, havde den danske manager kun ris til overs for dommer Duarte Gamos, der undlod at dømme straffe til Swansea, da spanske Michu fik en grim flænge i ansigtet efter et møde med Stephane Besles højt løftede støvle i feltet. Blodet strømmede ud af såret, og Laudrup og Swansea-spillerne appellerede højlydt for straffespark, men dommer Gamos lod fløjten forblive tavs.

- Jeg går ud fra, at når han er en international dommer, så må han være god. Men i dag havde han ikke en god kamp. Forhåbentlig går det bedre, næste gang han dømmer, lød Laudrups afskedshilsen til dommeren ifølge South Wales Evening Post.

Laudrup glæder sig over, at Swansea nu ligger til at gå videre fra gruppespillet med seks point i to kampe, mens Valencia og St. Gallen begge har tre point på de efterfølgende pladser.

- Vi har en virkelig god position, fordi Valencia vandt ude (over Kuban Krasnodar, red.), og St. Gallen vandt deres første kamp hjemme. Så efter to runder har vi seks point, mens de to hold med tre point skal møde hinanden.

- Hvis vi kan vinde den næste kamp mod Kuban, vil vi være i en rigtig, rigtig god position. Min erfaring fra gruppespillet (med Getafe, som Laudrup i 2007-08 sæsonen førte frem til kvartfinalen, red.), skal man vinde sine hjemmekampe. Man har brug omkring 10 point, så hvis vi vinder den næste kamp, skal vi have et point i tre kampe, men hvis vi kan vinde puljen, vil det være endnu bedre, vurderede Laudrup i følge Swanseas officielle hjemmeside.

Dagens Gossip