Laudrup har positive angrebsproblemer

Det lignede et hårdt slag for Swansea, da holdets topscorer Michu måtte udgå af Premier League-kampen mod Reading anden juledag.

Men Danny Graham fik pessimismen på afstand, da han afløste Michu og scorede et af målene i 2-1-sejren over Fulham lørdag.

Og nu håber englænderen på mere spilletid efter at have været ude i kulden i længere tid, selv om han erkender, at konkurrencen er hård.

Men han og Michu har tidligere på sæsonen spillet sammen, da Laudrup benyttede spanieren som offensiv midtbanespiller.

- Jeg tror ikke, at jeg kan holde ham (Michu, red.) ude af holdet, for han har spillet rigtigt godt. Men jeg ville gerne have flere kampe sammen med ham.

- Hvis jeg fik muligheden for at spille med Michu, er jeg sikker på, at vi kunne lave en masse mål i anden halvdel af sæsonen, siger han til Sky Sports.

Graham og Michu lavede da også fem mål tilsammen i klubbens tre første kampe i Premier League-sæsonen.

Men før makkerskabet kan genoptages, skal Michu være helt klar, og han er endnu ikke kommet sig helt over sin ankelskade.

Derfor er det endnu ikke sikkert, at spanieren kan være med, når Swansea tager imod Aston Villa nytårsdag.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV