Laudrup har skabt en spansk landsholdsspiller

Swanseas spanske angriber Michu er Michael Laudrups opdagelse. Og nu har Spaniens landstræner også opdaget, at Swansea-angriberen har meget at byde på.

Vicente del Bosque har udtaget Michu til VM-kvalifikationskampene mod Hviderusland på fredag i Palma og mod Georgien tirsdag i næste uge i Albacete.

- Alle spanske fodboldspillere drømmer om det her, og det er så svært. Det er kun få mennesker, som kan få lov til at bære trøjen fra verdens bedste fodboldhold, så jeg er utrolig stolt, siger Michu ifølge Skysports.

Michael Laudrup hentede den nu 27-årige angriber i Rayo Vallecano forud for sidste sæson, og engelske medier kaldte ham før denne sæson for sidste sæsons bedste indkøb i Premier League.

Michu har aldrig tidligere været i nærheden af Spaniens fodboldlandshold - heller ikke ungdomslandsholdene. Han er udtaget, fordi Atletico Madrid-angriberen David Villa blev skadet i weekenden.

Michael Laudrups spanske guldfugl scorede 22 mål i sin første sæson for Swansea, og han har allerede nettet fem gange i efteråret. Michu er udtaget på bekostning af mere kendte spillere som Roberto Soldado og Fernando Llorente.

/ritzau/

 

Dagens Gossip