Laudrup henter spansk forstærkning

Michael Laudrup har tidligere på sommeren udtrykt utilfredshed med Swanseas ambitioner på transfermarkedet, men nu ser det ud til, at den danske managers pres på ledelsen har haft en effekt.

Tirsdag kan Swansea nemlig offentliggøre, at klubben har forstærket sig med midtbanespilleren Alejandro Pozuelo, der kommer fra La Primera-klubben Real Betis. Pozuelo har skrevet en treårig kontrakt med waliserne, som ikke vil oplyse, hvor meget de har betalt for den 21-årige spiller, der spillede 11 ligakampe for Betis i sidste sæson.

- Siden jeg var en lille dreng, har det været min drøm at spille i Premier League. Lige siden det øjeblik jeg hørte, at Swansea var interesseret, har jeg set deres kampe og fulgt med i nyhederne omkring klubben, siger Alejandro Pozuelo om skiftet og tilføjer:

- Holdets stil passer godt til mig, og det samme gør deres managers stil. Der er mange spanske spillere her, inklusiv min gamle holdkammerat i Betis, Jose Cañas, og det vil hjælpe mig med at falde hurtigt til, siger han.

Michael Laudrup har nu hele syv spanske spillere i sin trup. Pozuelo er den tredje forstærkning til Swansea, der også har fået tilgang af - ligeledes spanske - Jose Cañas fra Real Betis og Jordi Amat fra Espanyol.

Swansea har også skrevet kontrakt med to teenagere, der dog ikke umiddelbart ser ud til at få nogen nævneværdig rolle i den kommende sæson. De to spillere er 19-årig cypriot Alex Gogic, som kommer fra Olympiakos på en fri transfer, mens den slovenske målmand Gregor Zabret, 17 år, kommer fra NK Domzale.

 

 

 

Dagens Gossip