Laudrup hylder Ferguson: Utroligt!

Michael Laudrups Swansea City tabte søndag 1-2 ude mod Manchester United, men resultatet havde ikke den store betydning, og det var ikke dét, som snakken gik om bagefter.

Det var i stedet det faktum, at det var Sir Alex Fergusons sidste hjemmekamp som manager for Manchester United efter 27 år og 13 mesterskaber.

- Det er en speciel dag. En ting er, at en manager i en klub stopper. Men det her er jo ikke en lille æra. Det er et helt livsforløb, der slutter. Det er utroligt, sagde Michael Laudrup efter kampen ifølge BBC.

- Jeg har stor respekt for Sir Alex. Så mange år i samme klub. Det er en fantastisk præstation, tilføjede Swanseas danske manager.

- For os var det en kamp, hvor vi kunne tage den lidt med ro. Vi har nået, hvad vi skulle i denne sæson. Vi bliver nummer ni, og vi vandt Liga Cup'en, sagde Michael Laudrup.

Dagens Gossip