Laudrup jubler over første liga-sejr

Ben Davies og spanske Pablo Hernandez bidrog med en scoring hver, da Swansea-manager Michael Laudrup søndag fik en tiltrængt sejr i Premier League.

Inden søndagens kamp stod der et grimt nul ud for walisernes sæsontotal, men med en koncentreret indsats på udebane mod West Bromwich Albion, er Swansea nu endelig på pointtavlen.

- Det var en meget, meget vigtig sejr. En udesejr, vi holdt nullet og måden vi gjorde det på var perfekt. Efter to utroligt svære kampe (mod Manchester United og Tottenham.red.) var det utrolig vigtigt at få point. Indsatsen fra holdet kan jeg kun være meget tilfreds med, siger Michael Laudrup til BBC.

Swansea, der har kvalificeret sig til Europa Leagues gruppespil, har oprustet kraftigt til denne sæson. Men endnu mangler stadig en ekstra angriber, før truppen er komplet. Den angriber kan meget vel blive præsenteret i morgen, afslører Laudrup.

- Jeg tror, der vil komme en angriber ind og ingen ud. Jeg tror, det vil blive afsluttet i morgen, siger han.

 

 

Dagens Gossip