Laudrup om N'Gog: Vigtigt med Premier League-erfaring

Skrevet af admin

27/01/2014

Dagens topnyheder

På det seneste har Michael Laudrup og Swansea været meget afhængig af Wilfried Bonys scoringer, men mandag blev en ny mulig målscorer hentet til den walisiske klub i skikkelse af den franske angriber David N'Gog.

Den danske manager er glad for den nye spiller og det faktum, at truppen bliver bredere.

- Vi har ikke haft så mange spillere at tage af på det seneste, særligt taget i betragtning at vi spiller med i tre turneringer.

- Det er vigtigt at forsøge at finde kvaliteter, som man ikke allerede har. David er en anden type angriber. Han har tempo og er god i en mod en-situationer.

- Desuden er det vigtigt at finde en spiller med Premier League-erfaring, og det har han både fra sin tid i Liverpool og Bolton, siger Michael Laudrup til Swansea hjemmeside.

David N'Gog er hentet i netop Bolton, der dog nu tørner ud i den næstbedste engelske række, Championship.

Swansea indleder tirsdag et program, der tæller flere af de direkte konkurrenter i bunden af Premier League. Den første opgave er Fulham på hjemmebane.

Efter otte ligakampe uden sejr ligger Laudrups mandskab nummer 15 i Premier League, kun tre point over nedrykningsstregen.

/ritzau/