Laudrup snupper landsholdsspiller

Swanseas danske manager Michael Laudrup har tirsdag slået til på spillermarkedet for første gang i januars transfervindue.

Premier League-klubben meddeler, at den har lavet en aftale med den belgiske midtbanespiller Roland Lamah, der kommer på en lejekontrakt i det næste halvandet år.

Dermed har Laudrup atter udnyttet sit kendskab til spansk fodbold. Lamah er nemlig ejet af den spanske klub Osasuna, hvor han har spillet siden 2011.

- Det er en stor chance for mig, og jeg er glad for at være her. Jeg kender nogle af spillerne, og jeg ved, at Swansea er en familieklub med en spillestil, der passer til mig, siger Roland Lamah til Swanseas hjemmeside.

Den venstrebenede midtbanemand er født i Elfenbenskysten, men kom til Belgien, da han var 15 år. Siden fik han belgisk statsborgerskab og har også spillet fem kampe for det belgiske landshold. Alle i 2009.

Lamah skal være et alternativ til en plads på en af de to fløjpositioner på Swanseas hold og dermed en direkte konkurrent til Pablo Hernandez, Wayne Routledge og Nathan Dyer.

- Vi har set på ham i et stykke tid. Michael har ønsket at styrke konkurrencen på fløjene, og vi er glade for, at det hele er gået i orden, siger Swanseas formand Huw Jenkins.

- Han er en spiller med nogle lidt anderledes styrker, end dem vi har i forvejen, og forhåbentlig falder han hurtigt til i klubben, lyder det fra Jenkins.

Roland Lamah har tidligere spillet for de belgiske klubber Visé og Anderlecht, samt Le Mans i Frankrig og hollandske Roda.

/ritzau/

 

Dagens Gossip