Laudrup udråber Michu til bedste køb nogensinde

Michael Laudrup har efterhånden en del år som træner på bagen, og det er derfor blevet til en lang række spillerkøb i de fem forskellige klubber, hvor danskeren har haft ansvaret på trænerbænken.

Men Laudrup er ikke i tvivl om, hvilken spiller der er det bedste køb, han har gjort i sin trænerkarriere. Danskeren peger nemlig uden at tøve på sin spanske Swansea-stjerne Michu.

- Jeg forsøger altid at gøre gode handler med spillere, men Michu må være mit bedste køb på grund af hans betydning og den forskel, han har han gjort for - og stadig gør - for truppen, siger Michael Laudrup ifølge Daily Express forud for lørdagens kamp mod Arsenal.

- Det handler ikke bare om mål. Han vil vinde og kan afgøre en kamp på et splitsekund, lyder forklaringen fra den danske manager, som har flere rosende ord til sin spanske offensivspiller.

- Vi har set, hvad han er i stand til. Han kan spille i front eller lige bagved, og det er en meget vanskelig position. Han er meget vigtig for os, og det er umuligt at sætte en pris på ham, konstaterer Laudrup.

Michu er da også for længst blevet døbt et røverkøb i England, hvor Laudrup har fået store roser for at hente spanieren til sølle to mio. pund før sidste sæson.

 

 

 

Dagens Gossip