Laudrup vil ændre britisk julefodbold

Hvis han kunne, ville Michael Laudrup gøre op med den britiske juletradition, som handler om fodbold - masser af fodbold.

Det skriver avisen South Wales Evening Post på sin hjemmeside.

Den danske Swansea-manager beklager sig over, at Swansea skal spille både 26. og 28. december.

- Når vi spiller kampe i Europa League på en torsdag, bliver vores lørdagskampe automatisk flyttet til søndag. Men i julen skal vi spille både den 26. og den 28.

- Sådan ser det i hvert fald ud lige nu, og for vores vedkommende er begge kampe på udebane. Det forstår jeg ikke, og jeg har selvfølgelig prøvet at få en af kampene flyttet, siger Michael Laudrup.

- Jeg tror, at et flertal af klubberne er uenige i sådan et kampprogram, så forhåbentlig er alle, eller de fleste, enige med mig.

Michael Laudrup accepterer ifølge den walisiske avis, at Chelsea-kampen 26. december ikke er til forhandling. Til gengæld håber han, at turen til Aston Villa og Birmingham to dage senere kan flyttes 24 timer.

Britisk tradition fordrer, at familierne nyder højtiden og hygger sig med fodbold samtidig, men Michael Laudrup mener, at tiden er løbet fra den tradition om, at familierne tager på stadion for at se Premier League-fodbold.

For billetterne er optaget af fans, virksomheder og sponsorer med sæsonkort.

- Fansene kan ikke komme ind. Det kunne de for 10 eller 15 år siden, men nu kan du ikke komme ind, når billetten ikke er købt i forvejen, siger han.

Swansea-lejren er onsdag rejst til Rusland, hvor holdet torsdag møder Kuban Krasnodar i Europa League. Med en sejr over russerne, vil Swansea spille sig videre fra gruppespillet, hvis St. Gallen fra Schweiz hjemme taber til Valencia.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV