Laudrup ville have haft mere end ét point

Michael Laudrup mener ikke, at Swansea kan være tilfreds med at have fået uafgjort 1-1 mod Aston Villa i lørdagens Premier League-kamp.

Den danske manager mener, at opgøret skulle have kastet mere af sig, når man ser på, hvem der havde overtaget i kampen.

- Normalt, når man får point på udebane, skal man være tilfreds. Men jeg synes, at vi skulle have vundet kampen.

- Selv efter, at vi tidligt fik et mål imod os, dominerede vi uden dog at skabe ret mange chancer, siger han til klubbens hjemmeside.

Det var Gabriel Agbonlahor, der bragte Aston Villa foran, hvorefter Roland Lamah udlignede lige før pausen.

Det uafgjorte resultat efterlader Swansea på 11.-pladsen i ligaen, hvor man efter denne weekend har spillet 19 af 38 runder.

- Vi fik et point og har 21 halvvejs i sæsonen. Vi er et par point fra, hvor jeg troede, at vi ville være, men det er mere eller mindre som forventet. Jeg tror stadig på, at vi kan ende på samme pointtal som i sidste sæson, siger Laudrup.

Swansea hentede i sidste sæson 46 point, hvilket rakte til en niendeplads.

/ritzau/

Dagens Gossip