Laudrups første sejr i over to måneder

 

For første gang i ni liga-kampe - og for første gang overhovedet siden sejren over Bradford City i Capital One Cup-finalen i slutningen af februar - vandt Michael Laudrups klub, Swansea City, tirsdag aften.

Det gik ud over stærkt nedrykningstruede Wigan Athletic, der tabte 2-3, selvom de havde fordel af hjemmebane, og selvom de var foran to gange undervejs.

Roger Espinoza indledte målscoringen kort før pausen, da han helflugtede bolden ind bag Swanseas målmand, Michel Vorm, der selv havde bokset bolden lige ud til honduraneren.

Kort ind i anden halvleg udlignede spanske Angel Rangel via den ene stolpe, men James McCarthy sørgede kort efter for ny Wigan-føring, da ireren udnyttede en god aflevering fra Gary Caldwell til at afslutte et godt, gennemspillet angreb på perfekt vis.

Efter et lille kvarter af anden halvleg stod det dog igen 2-2, da israelske Itay Shechter skød på mål fra kanten af straffesparksfeltet. Den tidligere FC Kaiserslautern-spiller scorede via et Wigan-ben og stolpen.

Et kvarter senere kom så kampens afgørende mål. Wigans James McArthur og Shaun Maloney løb ind i hinanden ved et indlæg, hvorefter hollandske Dwight Tiendalli fik fat i bolden og skovlede den forbi Wigans keeper, Joel Robles.

Lidt malurt i bægeret var der nu for Michael Laudrup, for Michel Vorm blev skadet i anden halvleg, således at tyskeren Gerhard Tremmel måtte vogte buret i de sidste ti minutter plus tillægstid.

Swansea City konsoliderede med sejren holdets niendeplads, mens FA Cup-finalisterne fra Wigan ligger under stregen og fremdeles har tre point op til redning - men nu kun med to runder tilbage.

I aftenens anden kamp vandt Manchester City 1-0 over West Bromwich Albion på et mål af bosnieren Edin Dzeko.  

Dagens Gossip