Lav ledighed truer væksten i flere jyske kommuner

På kanten til et opsving står 16 af 42 jyske kommuner allerede nu med en ledighed på under fire procent, hvilket er langt under gennemsnittet for hele Danmark.

Det kan blive en ond cirkel, fordi ingen vil flytte til de kommuner, hvor virksomhederne mangler arbejdskraft.

Samtidig skaber det paradoksproblemer, idet mange ledige mangler de rigtige kompetencer til at komme med på jobvognen, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag.

Den udvikling medfører igen et skævt opsving, fordi vinderne bliver storbyerne, hvor der er tilflyttere og mere arbejdskraft, lyder advarslerne fra både kommuner, arbejdsgivere og a-kasser.

- Det er virkelig overraskende, at vi ikke har flere ledige ressourcer i dag efter en historisk dyb krise, og man kan komme i tvivl om, hvorvidt opsvinget kan blive til noget, og hvor varigt det kan blive.

- Det gælder ikke mindst i randområder, hvor ledighedstallene nærmest er løbet fra opsvinget, siger underdirektør i Dansk Industri (DI) Steen Nielsen til Jyllands-Posten.

Ifølge ham har cirka 30 procent af DI-medlemmerne i udkantskommunerne inden for det seneste år måttet opgive at besætte stillinger.

Hos AK-Samvirke ser direktør Verner Sand Kirk problemer for nogle grupper af ledige og en ulig fordeling af opsvinget.

- Tallene viser, at opsvinget er skævt fordelt, og ikke alle har oplevet det endnu. Men interessant, at det ser sådan ud, siger han til Jyllands-Posten om opgørelsen.

- Hvis den økonomiske udvikling går, som vi håber, kan vi se stigende paradoksproblemer med mangel på folk med specifikke kvalifikationer, samtidig med at folk i titusindvis ryger ud af systemet, fortsætter han.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV